INVITATION
M100 har hermed den store glæde at invitere dig til åbningen af udstillingen
MARIA WÆHRENS
SÅR
Åbning den 5. oktober kl. 17 / Søndergade 26, kld. 5000 Odense C
Vi byder på et glas vin, øl eller vand.
Udstillingen SÅR er en poetisk og politisk appel til vore følelser. Et budskab om sår på sjælen, affødt af konflikter mellem religiøs og seksuel identitet. Med udstillingen inviteres vi ind i en malerisk installation som suverænt undersøger nye måder at møde hinanden på og fokusere mindre på smertens hierarkier, selv om det kan være svært.
SÅR er en installation som består af olie- og æg tempera malerier sammen med en slags løse skulpturelle understøttelser. Der er rør på gulvet, der skubber ind i såret eller forsøger at holde noget oprejst. Hønsenet og gips, der ligner en bandage. En overdimensioneret hånd er sprængt i stykker, opløst i abstrakte former, med seks meget lange malerier af fingre, hvor den ekstra finger er et symbol på en lesbisk hånd. Udstillingen SÅR undersøger hvordan en seksuel minoritet og opvæksten i et stærkt moralsk hjem, båret af kristne værdier gennem mange generationer, påvirker et menneskeliv. En udstilling som med sin egen uregerlige autonomi er en enestående skildring af hvordan stærkt modsatrettede følelser forløses i en malerisk installation.
Om Maria Wæhrens praksis.
Med udgangspunkt i krop og maleri arbejder Maria Wæhrens gennem mange udtryk, i feltet mellem queer-tanker og det ekspressive, i en åben proces. Hun lader sig styre af en indre kraft, værkerne er meget personlige og insisterer på en materiel tilstedeværelse. Maria Wæhrens undersøger i sine værker og konstruktioner køn, magt, hierarki og de mønstre der opstår og videreføres i familien, og i samfundet som helhed. Disse konstruktioner undersøges i hendes værker og gennem hendes arbejdsmetode – det rå og uredigerede får lov til at fylde, og skaber et dokumentarisk og levende udtryk. I sit kunstneriske virke arbejder Wæhrens med automattegninger, tunge materialer og lette malerier uden nogen særlige regler eller retningslinjer. Stregen er direkte og kan til tider virke brutal.
Fakta
Maria Wæhrens er uddannet fra Kunstakademiet i Kbh. i 2005. Hun studerede maleri på professor Ursula Reuter Christiansens skole. I Danmark har hun udstillet på bl.a. Møstings Hus, Nivaagaard Samlingen, Den Frie Udstillings-bygning og Kunsthal NORD. I 2017 deltog hun i Lviv National Art Gallery i Ukraine på udstillingen “between us”.
I november 2018 udstiller Wæhrens solo i Kvadrat16 i Valby. I 2019 gæster hun Koloristerne på Den Frie Udstillingsbygning, samt udstiller hun på Kvindemuseet I Århus. Maria Wæhrens har tidligere modtaget tilskud til hendes kunstneriske arbejde, bl.a. Statens Kunstfonds arbejdslegater, Akademiraadet og Grosserer L.F. Foghs Stiftelse.
Produktionen af værker til udstillingen SÅR er støttet af Beckett- Fonden.
Artist talk I forbindelse med udstillingen arrangeres artist talk med Maria Wæhrens den 27. oktober 2018.
M100 er støttet af Statens Kunstfonds pulje opstart af nye udstillingsplatforme, Det Obelske Familiefond og Odense Kommunes Kulturpulje 2018
Følg os på facebook eller tilmeld dig til at modtage vores nyhedsbrev på hjemmesiden.
Meld dig gerne til begivenheden på facebook https://www.facebook.com/events/1995394540758848/
De bedste hilsner fra initiativtagerne bag M100 Mikkel Larris og Vivi Christensen.
Kontakt M100 Telefon 26231175 E-mail m100@m100.dk Hjemmeside http://www.m100.dk |